Mindeord over Allan Andersen

Den 5. januar 2021 fik vi i BLF besked om, at Allan Andersen var afgået ved døden efter et længere sygdomsforløb.

Allan har gennem mange år været synonym med foreningens og venskabets mand. En person med en dybfølt evne til at se det gode i alle han mødte. Skulle der være en enkelt, som han syntes slog lidt ud, var han samtidigt den, der gav sin mening til kende. Man var aldrig i tvivl om, hvad Allan mente. Han havde evnen til at kunne sige tingene på en ligefrem og respektfuld måde, hvilket kun lod sig gøre, fordi han havde en oprigtig og ærlig måde at tilgå folk på.

På de mange foreningsture hvor Allan altid var deltagende, var han altid mand for den gode stemning uanset om der var fangst eller ej. Det var det sociale fællesskab og kammeratskabet, der for Allan var det bærende element – og selvfølgelig bordets glæder.

Allan sværgede til fluestangen og er vel én af dem, der har set flest solopgange om lørdagen fra Øster Hjermitslev. Han blev kun ledt på afveje, når der i Sverige skulle fiskes med de store blink. Her blev fluestangen skiftet ud med spinnestang. Det på trods af, at det var mod hans principper at fange fisk med metal.

Allan var én alle gerne ville sidde ved siden af. Han var altid mand for en god historie, og skulle den være lidt vovet, gjorde det ikke noget. Allan vil altid være i vores erindringer som en kulturbærer for det gode selskab og som én, der altid satte venskab og sammenhold i højsædet.

Ære været hans minde og alle gode tanker til de efterladte. Han vil til alle tider være savnet.

 

På vegne af

Brønderslev Lystfiskerforening